Farvel Polynesien – a bientôt

Vi nærmer os med hastige skridt vores afrejse mod Danmark. Vi er begyndt at glæde os til at komme hjem, men føler også alle vemod over at skulle forlade Polynesien. Vi er vist alle enige om, at vi forlader en lille smule af vores hjerter her.

Sidste aftensmåltid på Manava

Vi har alle reflekteret lidt over vores rejse. Hvilke oplevelser var de største, og hvad lærte vi hver især?

Lauge fortæller, at hans største oplevelser var at blive Open Water Diver og at svømme med hajer. Han lærte, at man ikke skal være bange for hajer og at Tikierne er vigtige.

Clara fortæller, at hendes største oplevelser var at dykke og være tæt på havets dyr – især hajerne og skildpadderne, at sove under stjernerne i Bora Boras lagune for bagefter at hoppe i lagunen lige når man slår øjnene op. Clara lærte, at hun godt kunne holde sin familie ud 3 måneder i træk (men hun vil sørme gerne hjem til vennerne nu).

Jannick fortæller, at hans største oplevelse var at svømme med havskildpadder. Han lærte at Frankrig har en perlerække af oversøiske tropiske paradis øer, at hans familie kan nyde et meget tæt 90 dages samvær stort set uden konflikter, samt at man skal vove at gennemføre de helt store planer, for heldet kommer helt tydeligvis og hjælper til.

Mine største oplevelser var at få lov til at rejse gennem stort set hele Polynesien med følelsen af vi havde det hele for os selv. Grundet covid nedlukning, var vi nærmest de eneste internationale turister de sidste to mdr. af vores rejse. De lokale fortalte, at vi derfor nok så flere dyr end man normalt ville se. Jeg husker især snorkling med Manta Rays, de mange farver af blå vi så fra Pascals Catamaran og dykkerturen med 3 meter store lemon sharks, som kom helt tæt på. Jeg lærte min familie bedre at kende. I hverdagen er vi faktisk ikke meget sammen, så jeg har nydt hvert et sekunds opmærksomhed jeg kunne stjæle fra både mand og børn.

De sidste dage på underskønne Moorea blev tilbragt på “vores” hotel Manava Resort and Spa. Som nævnt tidligere havde vi fået en rigtig god pris, og vi føler os hjemme på hotellet, hvor vi sammenlagt har boet næsten en måned. Vi modtager kongelig behandling af alle medarbejdere, og på vores sidste aften bød Stephane – deputy manageren på champagne. Vi håber, at vi kan besøge Manava Moorea igen en dag.

Børnene gjorde, som Clara fortalte, deres certifikat færdigt. De voksne lejede endnu engang e-bikes og oksede op ad bjerget til Belvedere viewpoint. Belønningen var en lækker frokost ved vandet.

Det var varmt at cykle til toppen

Sidste morgen på Moorea kom vores husskildpadde på besøg, for at sige farvel og ønske os god rejse. Til stor glæde for hele familien!

Bye Bye 👋

Vi har endnu et par nætter på Tahiti (igen Manava) inden flyet går mod DK på søndag d. 4. april. Vi glæder os til at skåle i champagne på flyet – en skål for vores fantastiske oplevelse og et tillykke med bryllupsdagen! Lad os håbe vi klarer hele test parolen inden og efter!

You may also like...

5 Responses

  1. timi siger:

    hej er i kommet godt hjem? 🙂

  2. Morfar siger:

    Vi glæder os til at se jer igen. Selv om det varer lidt længere end planlagt.

  3. timi siger:

    ærgeligt jeg glæder mig til at i kommer hjem 😀

Leave a Reply

da_DKDanish
%d bloggers like this: